Vilhelm Ektander
Product Marketing Manager
vilhelm.ektander@vaderstad.com
Til sæsonen 2024 går tandharverne Väderstad TopDown og Opus ind i en ny generation. Ud over et opdateret design, betyder det introduktionen af det iPad-baserede styresystem Väderstad E-Control, samt muligheden for at anvende tildelingskort til jordbearbejdning via ISOBUS Task Control.
Fra modelår 2024 kan kombinationsharven TopDown 400-700 og den tunge tandharve Opus 400-700 udstyres med gateway, sensorer og opdateret elektronik. Det giver mulighed for at få fuld kontrol over maskinen via det iPad-baserede styresystem Väderstad E-Control, samt at betjene maskinen via traktorens ISOBUS-terminal.
- Vi har set en stigende efterspørgsel fra landmænd, på at optimere jordbearbejdningen yderligere. Ved at kunne justere maskinens indstilling til forholdene på marken, er det muligt at optimere agronomien og arbejdsresultaterne. Introduktionen af E-Services til TopDown og Opus er nøglen til dette, siger Wolfram Hastolz, Director Tillage Product Management, hos Väderstad.
Introduktionen af E-Services på TopDown og Opus, gør harverne i stand til at bruge tildelingskort, til at styre maskinindstillingerne automatisk undervejs ved hjælp af et markkort. Det betyder at landmanden, inden han kører ud i marken, kan programmere hvordan de enkelte arbejdselementer - diske, tænder, udjævnerdiske og pakker - skal opføre sig på bestemte steder i marken, baseret på f.eks. jordtype eller markens karakteristika. I traktoren indlæses tildelingskortet i traktorens ISOBUS-terminal, som derefter opretter forbindelse til Väderstad E-Control-systemet for at tage kontrol over maskinen.
- Det næste skridt efter variabel tildeling af såsæd og gødning, er at anvende den samme tankegang til jordbearbejdning. Her venter besparelser på at blive sluppet løs ved hjælp af reglen "så meget som nødvendigt, så lidt som muligt". Nogle af fordelene kommer som dieselbesparelser og forbedret jordsundhed, andre ved muligheden for at øge arbejdshastigheden samt reducere sliddet. Derudover muliggør dette en fremtid med autonomt landbrug, siger Wolfram Hastolz.
Ved hjælp af det iPad-baserede styresystem Väderstad E-Control, vil føreren også kunne få fuld kontrol over redskabet, direkte fra traktorens kabine. Med et tryk på en knap kan føreren indstille den individuelle arbejdsdybde eller intensitet for diskene, tænderne, udjævnerdiskene eller pakkeren, mens han er på farten. For at hjælpe med markarbejdet, kan fire forudindstillede knapper bruges til at gemme forskellige maskinkonfigurationer.
- Styresystemet er designet til at hjælpe føreren med at optimere jordbearbejdningen, samtidig med at det øger brugeroplevelsen. Med de forudindstillede knapper kan landmanden gemme sine egne mest almindelige maskinkonfigurationer. For eksempel kan han bruge forudindstilling 1 til almindeligt markarbejde, forudindstilling 2 til kørespor, forudindstilling 3 til vanskelige områder og så videre. Når én arbejdszone ændres, kompenserer de andre automatisk, så de bevarer deres individuelt valgte dybde, siger Wolfram Hastolz.
Med tanke på, at markarbejde kan være hektisk, og at der til tider kan opstå uventede situationer, så kan TopDown og Opus som backup, skiftes til manuel indstilling og traditionel styring, hvis traktoren for eksempel skal skiftes hurtigt og uventet.
Väderstad TopDown 400-700 og Opus 400-700 kan bestilles med E-Services som ekstraudstyr fra oktober 2023. Maskinerne får premiere på den internationale messe Agritechnica i november 2023, og serieproduktionen starter i begyndelsen af 2024.